| WEB 2.0 – Ny dille eller revolution? |
Hvad er WEB 2.0 for noget?
Hvad er konsekvensen for online markedsføring og hvad skal jeg gøre for at forberede mig på WEB 2.0?
For blot 18 måneder siden kom WEB 2.0 til verdenen og handler i det store hele om brugernes adfærd på Internettet. De opfører sig anderledes end før. Mange kalder de nye muligheder for at deltage og dermed blive hørt om alt fra positive til negative erfaringer med blandt andet virksomheders produkter og services for Internettets (anden) demokratiseringsbølge.
Nutidens Internet surfere nøjes nemlig ikke blot med at købe produkter online. De researcher i stor stil og nøjes ikke blot med at sammenligne et givet produkt med konkurrerende produkter. De afsøger også hvad andre forbrugere mener og abstraherer i stigende grad fra den traditionelle markedsføring; de irriterende banner- og pop-up reklamer samt de slagkraftige budskaber og tillægger som noget nyt andre forbrugeres anbefalinger langt større værdi. Heraf demokratiseringsbølgen.
Et eksempel er ’WEB-logging’. Her opstår der selvorganiserede minisamfund af ’bloggere’, som samles om en fælles interesse eller produkter og deler deres mening og erfaring. I ’bloggen’ har alle mulighed for at skrive sin kommentar og dermed blive hørt. På den måde skabes små ultra-specialiserede og uafhængige enklaver af erfaring og anbefalinger.
Det har naturligvis altid været muligt at lave en hjemmeside og dermed ytre sig til dem der fandt frem til den. Forskellen i WEB 2.0 er at ’blogging’ og sites som eBay, Amazon, Flickr og lignende applikationer stilles til rådighed til social interaktion og selvorganisering, hvormed mulighederne som bruger bliver langt mere vidtrækkende.
Brugernes vilje og stædighed i forhold til både at anbefale og fraråde produkter, virksomheder og for den sags skyld det offentlige Danmark stiger i takt med markedsføringen heraf. Jo mere traditionel markedsføring man udsættes for, desto mere provokeret bliver man til at udtale sig positivt eller negativt!
Derfor står grundtanken af WEB 2.0 i skarp i kontrast til traditionel markedsføring. Den sædvanligvis veltilrettelagte og kontrollerede kommunikationsform uden dialog og med ensidig eksponering af marketingbudskaber, risikerer at blive modvirket af engagerede og involverede Internet forbrugere. Med WEB 2.0 bliver det netop dialogen og det selvorganiserende, der markedsfører produktet, og effekten af den traditionelle markedsføring risikerer at gå fløjten eller måske fungere som negativ boomerang.
Enkelte danske virksomheder har fået øjnene op for WEB 2.0. Nogle lykkes rigtig godt og for andre lader succesen vente på sig. Af den første type har vi set sites som dating.dk og scor.dk. Her er det muligheden for at organisere sig og personificere sin tilstedeværelse på nettet, der har drevet succesen. I en anden kategori ser vi Arla, der ’blogger’ med henblik på at skabe dialog med kunderne. Andre igen som Den Blå Avis har ladet sig inspirere af boghandlen Amazon, hvor forbrugerne kan kommentere, anbefale og debattere produkter.
Selvom vi herhjemme endnu ikke ser nogen større bruger-organisering, er der ingen tvivl om at WEB 2.0 bliver en udfordring. Der skal gøres op med traditionel markedsføring og det kræver indsigt i brugernes adfærd og ikke mindst behov.
Som et tydeligt tegn på værdien og opmærksomheden omkring WEB 2.0, værdisættes software efterhånden mere ud fra størrelsen af de communities, de formår at tiltrække end genialiteten i deres software. Tag eksemplet Skype (online telefonering over Internettet), som blev solgt for astronomiske beløb på grund af sin udbredelse. Andre eksempler er Flickr.com (online deling og organisering af digitale fotos), som tilsvarende blev solgt på baggrund af stort antal forbrugere ligesom Myspace.com (online fotos, musik og video) blev solgt til et af verdens største medieselskaber for knap 4 milliarder kroner tidligere på året!
Hold godt øje med WEB 2.0 og integrer mulighederne i din webstrategi allerede nu. Udviklingen på Internettet fortsætter med samme styrke som altid og spørgsmålet er om vi denne gang - omsider - er vidne til et frontalt og demokratisk angreb mod traditionel markedsføring?!
|